Lider du af tandlægeskræk og er det længe siden du sidst har været hos tandlæge?

Tandlægeskræk er et meget udbredt fænomen.

Man skønner, at ca. 40 % af befolkningen lider af odontofobi eller tandlægeskræk i varierende grad. Omkring 10 % i så udpræget grad, at tandlægebesøg helt undgås.

Så hvis du har det på denne måde, skal du vide, at du ikke er alene.

Det er bare ikke noget man taler om, da det for mange opleves som pinligt og for nogen meget skamfuldt.

Har du det sådan, at din mave slår kolbøtter og du bliver helt tom inden i, når du går forbi en tandklinik? Også selv om du blot går forbi og ved med dig selv. at du ikke skal inden for.

For mange kan dette være noget, der har stået på i årevis, uden man har haft modet til at gøre noget for at ændre på denne, dybest set uhensigtsmæssige adfærd. Modet har bare svigtet. Med fornuften ved man godt, at det er noget man bør få ændret, men følelserne løber bare løbsk, og hjernen går i en slags alarmtilstand, hvor man kun kan se flugten, som den eneste mulighed handlemulighed.

Hvis du tidligere har haft en eller flere dårlige oplevelser i forbindelse med tandlægebesøg, er det meget sandsynligt, at det har været med til at ødelægge din tryghed og tillid til tandbehandling. Dette kan være begyndelsen på udvikling af tandlægeskræk, odontofobi, eller være med til at forstærke en allerede udviklet odontofobi. Dette er et meget velkendt fænomen og noget jeg som tandlæge oplever dagligt.

For at genskabe gode fremtidige tandplejevaner, er det en forudsætning at få genskabt denne basale tryghed. Vejen her til kan være forskellig fra person til person. Men fælles for alle er det, at det gælder om at skabe nye oplevelser af tryghed under tandbehandlingen.

Hjernenes alarmsystem

Vores hjerne er forsynet med et alarmsystem, der advarer og beskytter os når vi bliver udsat for fare. Jo flere gange vi har haft oplevelser, der har trigget vores alarmsystem, jo mindre skal der til, før alarmen går næste gang. Dette er som udgangspunkt meget hensigtsmæssigt og har til formål at beskytte os i situationer, der kan være truende for vores eksistens. Men hvis du sidder hjemme på sofaen og er ved at gå i panik, fordi du har tandpine og kommer til at tænke på dit sidste tandlægebesøg, er dit alarmsystem begyndt at arbejde i mod dig. Når vi som mennesker bliver udsat for fare, kan vi med psykologiske termer, reagere på tre forskelige måder. Kæmp, frys eller flygt. At fryse kan være en god ide, hvis vi opdager en fare vi ikke kan flygte fra eller ikke overvinde ved kamp, og så vente på at faren driver over, for at tø op igen.

Folk der lider af tandlægeskræk ”behandler” ofte deres tandlægeskræk, ved at undgå tandbehandling. Men i dette tilfælde bliver strategien med til at forværre tilstanden, nemlig at at status for tandsættet bliver værre og værre. Denne tilstand bliver hurtigt en støt nedadgående ond cirkel, der ultimativt ender med at man mister sine tænder.

Den del af sindet der bærer på de dårlige oplevelser ved tandbehandling er endt i en tilstand af permafrost. Jo længere tilstanden har stået på, jo mere skal der til, for at denne del kan tø op igen. Men andre dele af sindet kan være med til at starte denne optøningsproces. Din fornuft siger til dig at du skal gå til tandlæge, mens alarmcentralen går totalt i selvsving og hindrer dig i at bruge din fornuft rationelt. Biologisk set er vores hjerne udviklet til at lade følelser sejre over fornuften, da det alt andet lige, bedst sikrer vores overlevelse i en akut situation.

Men når vores frontallapper, refleksionen og fornuften bliver sat helt ud af spillet mister vi også evnen til at tilegne os nye erfaringer, læring og evner.

For at bryde denne onde cirkel er det vigtigt, at få lavet en opgradering af alarmcentralen, for at få den til at virke tidsvarende igen. Hvis vi har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med tandbehandling som syvårige, vil dette skabe et anker eller kodning i vores ubevidste sind. Dette anker/kodning bliver udløst næste gang vi møder en lignende udfordring, i dette tilfælde udfordringer, der relaterer til vores tandsæt. Når vi møder en udfordring på vores vej i livet, viI vores hjerne ubevidst genkalde alle tidligere oplevelser, der relaterer til den primære oplevelse. Med psykologisk sprog vil sindet regrediere (gå tilbage) til den første gang vi mødte den primære udfordring. Problemet er bare, at den del af sindet der nu skal løse problemet, blot er fx 7 år gammel, og al den viden og erfaring, du har fået siden da er sat helt ud af kraft.

Som Einstein sagde: Et problem kan ikke løses på det niveau det er skabt. For at løses problemet er det vigtigt at få kontrol over alarmcentralen. Det som små børn gør i børnehaven når nogen har slået sig og græder, er at kalde på en voksen. Den voksne i dit tilfælde er dig selv og frontallapperne, der kan rede trådene ud igen og med fornuften få styr på tingene.

Det er det, jeg vil hjælpe dig med via samtale, coaching div. terapi eller hvad der nu skal til for dig.

Det er ikke raketvidenskab, og kræver blot tillid, tryghed og tid.

Jeg ved jeg kan hjælpe dig til dette. Om du er klar til at gå lige til biddet eller har brug for en indledende samtale er op til dig, men af erfaring ved jeg, at du nok skal få smilet tilbage.